
Gæstgiveriet
.jpg)
Oplev den autentiske middelalderlige atmosfære
I dæmpet belysning træder man ind i krostuen, hvor kromutter tager imod. Her er langborde og bænke, dækket op med trætallerken, kniv og ske - gaflen er endnu ikke kommet til Danmark, så alt spises med en skarp kniv og en ske. Bagerst findes gildesalen, hvor Herr Henrik Svane kan invitere til gæstebud og fest, når han har fremmede riddere på besøg.
Ilden blusser i ildstedet, og der høres dæmpet musik fra lut, drejelire og fløjte. Der er øl i kruset og lækre retter på kortet. Maden smager anderledes - krydret, nærmest som vores julemad. Det er smagen af kanel, kardemomme og safran - importerede dyre krydderier, som viser at gæstgiveren forstår sig på finere madlavning.
Spis som i Middelalderen
Danmarks eneste autentiske middelalderrestaurant - en restaurant hvor gæsterne oplever eksperimentel arkæologi på egen krop.
I Gæstgiveriet Den Gyldne Svane serveres mad efter danske, tyske og engelske opskrifter fra 13-1500-tallet. Der bruges kun de ingredienser, der var til rådighed i 1400-tallet.
Et besøg i gæstgiveriet Den Gyldne Svane er ikke blot en oplevelse for smagssansen, men for alle sanser og sætter gæsterne tilbage i tiden. At spise i gæstgiveriet er en helhedsoplevelse og en måde at få historien helt tæt på - ja helt ned i maven.
En autentisk spiseoplevelse, som man ikke kan få andre steder.
.jpg)












Planlæg din næste fest eller firmaarrangement på Middelaldercentret
Skal familien have en ekstra oplevelse ved den runde fødselsdag, firmatur, konfirmation eller bryllup, så tøv ikke med at tage kontakt til os, så kan vi sætte et spændende program og menu sammen for dagen. Det vil blive en fest, gæsterne aldrig glemmer!
